Om lovgrundlaget

Vedrørende selve grundlaget for retsopgøret efter besættelsen er det siden blevet kraftigt kritiseret, at rigsdagen vedtog, at de nye regler skulle gælde med tilbagevirkende kraft fra den tyske besættelses begyndelse i april 1940.

Den slags kan man normalt ikke gøre i et retssamfund, og beslutningen er blevet ekstra stærkt kritiseret, fordi den danske regerings og Rigsdagens holdning til tyskerne i begyndelsen af besættelsen var en totalt anden end den, der var gældende i maj 1945. I hele perioden fra den 9. april 1940 og frem til den 29. august 1943 havde regeringen nemlig ført en politik over for tyskerne, som var præget af samarbejde. På den måde håbede man at få landet helskindet igennem krigen. Da enhver sabotagehandling mod tyske interesser ville naturligvis forringe regeringens chancer for at opretholde den fredelige besættelse, blev al form for modstand mod tyskerne derfor anset for skadelig for landet.

Tydeligst kom denne holdning til udtryk i en radiotale, som daværende statsminister Vilh. Buhl holdt den 2. september 1942, og hvor han bl.a. sagde til den danske befolkning:

– Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller overfor myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit fædrelands interesse.

Myndighederne opfordrede altså - med statsministeren i spidsen - folk til at være ”stikkere” i 1942. Og statsministeren udtalte sig vel at mærke som han gjorde, fordi han og regeringen mente det og ikke efter noget tysk tryk. Det var blot en logisk følge af den førte politik!

Men hvordan kunne de samme myndigheder så i 1945 med bål og brand straffe dem, der – i 1942 – som lovlydige borgere havde gjort, hvad statsministeren havde bedt dem om?  Der er her, kæden falder af.  Mange har ment, at det havde været mere rimeligt, hvis lovgiverne så havde sat den 29. august 1943 som skæringsdato i stedet for den 9. april 1940. For den 29.august 43 ophørte både regeringen og rigsdagen med at fungere i protest mod nogle krav fra tysk side, og efter det tidspunkt kunne ingen længere med rimelighed tillægge regeringens gamle linje nogen synderlig vægt.

Fra den dag kunne man derfor sige, at banen var kridtet noget tydeligere op! Men dette synspunkt vandt altså ikke flertallets støtte.  Flertallets hovedargument var, at det bærende grundprincip i den nye lovgivning faktisk allerede stod i den gamle straffelov, der forbød borgerne at yde bistand til fjenden (§ 101). Og derfor, sagde man, var påstanden om tilbagevirkende kraft bare noget overfladisk pjat.

At regeringen så selv i de første år havde ydet "bistand til fjenden" lod man, som om man havde glemt.