Om dødsstraffen

Siden 1892 var der ikke foregået henrettelser i Danmark, så ved genindførelsen af dødsstraffen i 1945 havde myndighederne ingen brugbar praksis at holde sig til. Man måtte derfor finde ud af, hvordan det hele rent praktisk skulle foregå.

Man bestemte således, at henrettelserne skulle ske ved skydning, og at de skulle samles to steder i landet, København og Viborg. For Københavns vedkommende valgtes et sted på voldanlægget på Christianshavn (en del af Christiania), hvor der var opført en særligt ”skydeskur” til formålet, og ved Viborg indrettedes en henrettelsesplads i et skovområde nær byen.

Den nærmere fremgangsmåde, som man besluttede at følge ved henrettelserne, fremgår af dette uddrag af Ditlev Tamms bog om retsopgøret (siderne 333-334):

”De nærmere retningslinjer for henrettelsernes gennemførelse var fastlagt i en række instrukser. [ - ] Efter afsigelse af endelig dødsdom overførtes fangen til det fængsel eller arresthus, der lå nærmest fuldbyrdelsesstedet. Det var i København Vestre Fængsel og i Jylland Viborg arrest. Fuldbyrdelsen skulle finde sted om morgenen dagen efter, at domfældte havde fået meddelelse om, at straffen skulle fuldbyrdes. Denne meddelelse og ordren om at iværksætte fuldbyrdelsen blev givet af rigsadvokaten, der ligeledes fastsatte tidspunktet for henrettelsen. Meddelelsen om fuldbyrdelsen overbragtes af fængselsinspektøren til domfældte, der derefter fik lejlighed til i enrum at tale med en præst og til at modtage besøg af sine pårørende.

”Nætterne begyndte om formiddagen. Så fik fængselsinspektøren besked. Så fik præsterne besked af ham, så de kunne gøre sig parat til at tale med familierne, og så de også selv kunne berede sig på natten. Men så fik ”den røde” også besked. Og han gik hjem og kom først igen om aftenen. Det var signalet. Så vidste hele fængslet besked, også fangerne. ”Den røde” , han hed sådan på grund af sit røde hår, var den, der skulle binde den dødsdømte. Det havde han forstand på, for han havde sejlet på de syv have endnu i sejlskibstiden.”

Til det af rigsadvokaten fastsatte tidspunkt skulle fangen holdes klar til transport til fuldbyrdelsesstedet med hænderne forsvarligt bundet på ryggen. En repræsentant for anklagemyndigheden, som regel en statsadvokat, kom da til stede for at konstatere domfældtes identitet og oplæse dommen samt et evt. afslag på benådningsansøgning. Af fængselsvæsenets personale afleveredes domfældte derefter bagbundet til de politimænd, der skulle foretage transporten til fuldbyrdelsesstedet. Afhentningen foretoges af en overbetjent og fire politibetjente samt en hundefører, alle bevæbnet. Vognen med domfældte blev ledsaget af en eller flere ledsagevogne med personale bevæbnet med maskinpistoler.

Eksekutionskommandoet ankom til stedet 20 minutter før eksekutionen og blev placeret således, at det ikke kunne se og ikke ses af domfældte inden eksekutionen. [ - ] Den domfældte førtes straks efter sin ankomst til skydeskurets væg, hvor han blev bundet til væggen af to assistenter, der var særlig antaget til binding af domfældte, nedtagelse af liget, samt senere rengøring og klargøring til næste eksekution. Hvis domfældte havde ønsket gejstlig bistand, trådte præsten, der havde ledsaget ham i vognen fra fængslet, frem og lyste velsignelsen over ham. Assistenterne gav derefter domfældte en hætte over hovedet, og den tilstedeværende embedslæge anbragte et cirkelrundt hvidt – eller sort, hvis han bar en hvid skjorte – retningspunkt, der var ca. 10 cm i diameter, på domfældtes bryst ud for hjertet. Derefter gav anklagemyndighedens repræsentanttegn til, at fuldbyrdelsen skulle finde sted.

Eksekutionskommandoet tog opstilling i en afstand af 5 meter fra domfældte. De nødvendige ordrer var indskrænket til et minimum. Den ansvarshavende kommanderede ”klar", og den kommanderende politimand gjorde tegn til at lægge an, og kommanderede ”fyr”. De tilstedeværende læger konstaterede derefter, om døden var indtrådt. Var dette ikke tilfældet, måtte den kommanderende politimand eller i nødsfald den ansvarshavende eller den tilstedeværende repræsentant for rigspolitichefen, der også skulle overvære henrettelsen, give dødsskud i hovedet. Liget blev derefter lagt i kiste og på en lukket lastbil under eskorte bragt til krematoriet. Efter skydningen fjernedes sporene, inden næste domfældte kom til stede.”