Opgaverne efter kapitulationen.

Med den tyske kapitulation havde modstandsgrupperne fået 2 hovedopgaver at løse: For det første skulle de foretage arrestationer af alle, som var under mistanke for at have samarbejdet med tyskerne som landsforrædere o.l., og for det andet skulle alle vigtige steder og bygninger bevogtes for at forhindre ødelæggelser o.l. fra eventuelle, yderligtgående gruppers side.

Bevogtningsopgaverne blev udvidet en del den 7. maj, da englænderne desuden pålagde modstandsfolkene over hele landet også at bevogte tyskernes kaserner, ammunitionslagre o.l. efterhånden som de blev forladt. Nogen større begejstring vakte disse nye opgaver dog ikke blandt frihedskæmperne.

Hvis man sammenligner de opgaver, som modstandsfolkene i virkeligheden blev sat til at løse, altså arrestationer og bevogtningsopgaver, med hvad de fleste havde set frem til, nemlig at være med til at smide tyskerne ud af landet, er der unægtelig en stor forskel. Man havde jo ikke sluttet sig til modstandsbevægelsen bare for at stå vagt ved en eller anden bygning eller at anholde nogle landsforrædere, så derfor er det ikke underligt, at mange hurtigt tabte interessen for yderligere medvirken og så frem til snarest at blive hjemsendt.

En del af mandskabet anede dog, at truslen mod Danmarks frihed ikke var fjernet helt med tyskernes nederlag. I horisonten fornemmedes nemlig risikoen for et kommunistisk kup styret af Sovjetunionen, og det er i hvert fald en kendsgerning, at ikke så få af modstandsbevægelsens folk med deres våben søgte ind i de dertil oprettede ”hjemmeværnsforeninger”, som var forløberen for det i 1949 officielt oprettede Hjemmeværn.