Billedet af besættelsen

I avisomtalen af et stort folkemøde på Torvet i Hillerød den 8. maj, og også andre steder i materialet, gives der udtryk for, hvordan forskellige forhold var under besættelsen. Ved mødet på Torvet drejer det sig særligt om to forhold vedrørende modstandsbevægelsen, som her skal kommenteres nærmere i lyset af den senere forskning.

a) Modstandsbevægelsens betydning for krigens gang ude i Europa.

I 1945 og de næste ca. 25 år var det almindeligt at mene, at den danske modstandsbevægelse havde haft betydning for krigens gang ude i Europa (se f.eks. Jørgen Poulsens tale ved sejrsfesten på Torvet, FAA 9.5. – afsnittet om modstandsbevægelsen, tekst 16).

Baggrunden for denne opfattelse var, at man antog, at de i alt 1.526 jernbanesabotager, mange rettet mod troppetransporter sydpå fra Norge eller Danmark, havde svækket den tyske krigsindsats, og sabotagen er da også blevet rost i høje toner fra allieret side som "second to none".

I 1971 skete der så det, at historikeren Aage Trommer efter adskillige års grundige studier offentliggjorde sin siden hen berømte undersøgelse af, hvilken effekt hver enkelt sabotageaktion havde haft. Resultatet blev overraskende nok, at virkningen ofte kun var en ubetydelig eller slet ingen forsinkelse, og at selv de største forsinkelser ingen krigsmæssig betydning fik.

Et par eksempler på større forsinkelser: Den 25. panserdivision (25 tog) nåede den 14. august 1944 den dansk-tyske grænse med ca. et døgns forsinkelse. Den 416. infanteridivision (19 tog), som skulle til fronten ved Saar, blev i begyndelsen af oktober 1944 forsinket i ca. 17 timer. Den 47. folkegrenaderdivision (29 tog), der skulle deltage i Ardenneroffensiven, blev i november 1944 ca. 50 timer forsinket. Ingen af forsinkelserne fik operative konsekvenser ved fronten.

Det skal nævnes, at selv om der ikke var nogen militære virkning på krigens gang, havde det imponerende antal aktioner alligevel en virkning rent psykologisk: De mange sprængninger fik stor betydning for de allieredes syn på den danske indsats i kampen mod tyskerne, og de havde indadtil stor betydning for moralen både blandt modstandsgrupperne og for befolkningen som sådan.

Læs evt. mere om emnet i Gads Leksikon side 247 – 250.

b) Modstandsbevægelsen som folkelig bevægelse.

En anden populær opfattelse var forestillingen om "det kæmpende Danmark", at modstandsbevægelsen repræsenterede befolkningens brede flertal, og at modstandsviljen hurtigt voksede sig stærk på trods af modstand fra det officielle Danmark. Se f.eks. adjunkt Hegelund Langes tale ved sejrsfesten på Torvet i Hillerød (FAA 9.5. – afsnittet om modstandsbevægelsen, tekst 16).

Også i den sammenhæng var Aage Trommer manden, som lagde nye ting på bordet, da han i 1973 offentliggjorde en undersøgelse af modstandsarbejdet i Sønderjylland. Undersøgelsen viste kort sagt, at de aktive modstandsfolk ikke kom fra et bredt udsnit af befolkningen, men fra grupper på de yderste højre- og venstrefløje, og hans konklusion var, at modstandsbevægelsen ikke blev den folkebevægelse, som den ellers påstod at være såvel i maj 45 som siden hen. At medlemstallet, da det var højest, kun lå på ca. 1% af befolkningen (se f.eks. Gads Leksikon side 391) peger i samme retning.

For lærere henvises til bl.a. Hans Kirchhoffs "Samarbejde og modstand under besættelsen", Odense universitet 2002, side 184ff

Har offentlighedens billede så ændret sig?

I ingen af de to nævnte eksempler (jernbanesabotagen og modstandsbevægelsen som folkebevægelse) har forskningen formået at slå igennem med en revision af billedet. Dette hænger ikke mindst sammen med, at frihedskæmperne, som følte sig trådt på, nægtede at anerkende forskningsresultaterne. Således har de angående jernbanesabotagen nægtet at anerkende selve grundlaget for undersøgelsen, DSBs togtabeller, og det hævdes derfor fortsat, at sabotagen var en stor succes, og at den var med til at ændre krigens gang.

Hertil kommer, at heller ikke underholdningsindustrien eller politikerne er interesserede i en revision af det traditionelle billede af forholdene. Underholdningsindustrien er f.eks. ikke i tvivl om hvilken version, der gør sig bedst på film og i tv-serier, i ugeblade osv., og når politikerne står på talerstolene landet over ved frihedskampens store mindedage, er det også i vid udstrækning den traditionelle udgave, de foretrækker. Endelig skal der nævnes, at skolebøgerne kun meget langsomt lader sig påvirke af forskningsresultaterne.

Generelt er det således svært for historikerne at få kommunikeret deres resultater ud til en større offentlighed og få påvirket det generelle billede af besættelsestiden. En af de førende danske historikere på området, Hans Kirchhoff, beskriver situationen således i indledningen til bogen "Samarbejde og modstand under besættelsen" fra 2002:

"Gang på gang må besættelseshistorikeren, når han debatterer offentligt, konstatere at det er nødvendigt at begynde helt forfra – som om der intet var skrevet siden sommeren 1945." (Side 9).

___________________

Litteraturhenvisning: Der er ingen egnet litteratur om emnet for elever, men for lærere skal der udover Gads Leksikon og Hans Kirchhoffs bog også nævnes Anette Warring og Claus Brylds "Besættelsestiden som kollektiv erindring", Roskilde 1998.