H.S 7.5.45

I frihedskæmpernes hovedkvarter i Hillerød

Omkring et hundrede mistænkte anholdt i Hillerød og omegn

Hillerød, mandag

Frihedskæmpernes højborg for Nordsjælland er ”Skansegården” på Skansevej i Hillerød, hvor der lørdag udspillede sig mange dramatiske scener.

Den ene bil efter den anden kom med transporter af arresterede personer, der efter en kort afhøring blev anbragt i de interimistiske celler, som var lavet i Arbejdsanstaltens stuer.

Arbejdsanstalten har aldrig oplevet lignende travlhed. Uden for porten stod (læs: var der) fra morgen til aften tæt pakket med mennesker, og indenfor sås frihedskæmperne. Delinger tog af sted, andre frihedskæmpere røg cigaretter, spiste stående deres mad eller tog et hvil i en af samlingsstuerne og i vognene. Nogle gjorde toilette på soldatervis under vandposten, mens andre spiste varm mad, som lotteforplejningen havde fremstillet på Hotel København.

Overalt på gange stod frihedskæmpere med maskinpistoler parat til at skyde.

Livsnerven var det lille kontor, hvor der var spækket med mennesker. Politifolkene var ledere af de udgående patruljer, og det var de øverste inden for kriminalpolitiet, der satte hele systemet i gang.

Fangerne kom ind én ad gangen, blev kropsvisiteret og blev herunder ført op til cellerne. Det var artige ting, der dyngede sig op på bordet. Hele arsenaler af våben, ammunition, splinternye penge, der var modtaget af værnemagten osv. Kiggede man ind gennem ruderne i cellerne til det lille hundrede mennesker, der efterhånden blev samlet, og hvoraf langt det største antal var mænd, så man også kendte personer, bl.a. dommer J., Lillerød, der blev taget med tysk pistol.