H.S 7.5.45

Da Hillerød var en sydende heksekedel

Hillerød, mandag

Dagen for selve kapitulationens indtræden blev en af de mest bevægede i Hillerøds historie. Fra tidlig morgen samledes mange mennesker på Torvet, og hen på eftermiddagen var her som i en heksekedel.

Et overraskende syn var det i disse morgentimer at se de første frihedskæmpere, der optrådte med alle mulige modeller af stålhjelme på hovedet og med revolvere, maskingeværer og bøsser. Endnu mere overraskende var det at genkende gode, gamle bekendte, som vi til daglig har set og sludret med uden at ane, at de var med i frihedskæmpernes rækker. De optog polititjenesten og jog ustandselig af sted i benzindrevne vogne uden nummerplade eller på lastvogne, overalt tiljublet af befolkningen.

Efterhånden blev byens flagallé rejst, solen skinnede på et væld af Dannebrog, og på hotel ”København” kunne man se det amerikanske, engelske og russiske flag vaje. Selv på kommunens administrationsbygning gik ”Union Jack” til vejrs, da det rygtedes, at engelske soldater ventedes til byen.

Ved 10-tiden om formiddagen blev der jubel blandt tilskuerne. Det var de tyske politisoldater, der tog deres skilt på rådhuset ned, og samtidig begyndte vagtværnet at fjerne pigtrådsspærringen på trappen. Folk hjalp villigt med, men blev stoppet af frihedskæmperne, da man ville undgå, at det kom til optrin.

Om eftermiddagen var der folkemøde på Torvet med tale fra en højttalervogn.

Det blev sent, før hillerødanerne fandt vejen hjem. Der var så meget at snakke om.

I går fjernede spejderne pigtrådsspærringen rundt om rådhuset, og i formiddag forlod det tyske sikkerhedspoliti bygningen. Efter en gennemgribende rengøring vil politiet atter tage sine lokaler i brug.