FAA 9.5.45

Sejrsfest på Torvet i strålende majsol

Kampårenes ånd skal nu omsættes i fredens gerning, gør vi det, er krigens ofre ikke bragt forgæves.

Modstandsbevægelsens sejrsfest i går eftermiddags på Torvet i Hillerød havde i det strålende solskinsvejr samlet en uoverskuelig menneskemængde, som tog opstilling med front med talerstolen ved Frederik den Syvendes statue.

Skaren måtte tælles i tusinder – det er længe siden, der er set så stor en forsamling i Hillerød.

Blandt dem, der havde givet møde, var byens spejdere og F.D.F´er, de sidstnævnte med orkester under ledelse af Helge Jørgensen. Umiddelbart før højtideligheden skulle tage sin begyndelse, førtes fanerne under honnør frem til talerstolen. Torvet, såvel som den øvrige by, var ligesom de foregående dage rigt flagsmykket – foruden Dannebrog vajede de allierede nationers og de nordiske rigers flag. På rådhuset var anbragt et mægtigt V-tegn, og foran bygningen sås seks mindre V’er, anbragt på flagmasterne og omvundet med lysegrønt bøgeløv. 

På slaget tre begyndte gennem det opstillede højttaleranlæg retransmissionen fra London af premierminister Churchills tale, efterfulgt af den engelske nationalhymne. Efter at man desuden havde påhørt det korte danske resumé af talen, bød sagførerfuldmægtig Kai Pallesen velkommen på Frihedsrådets lokalkomités vegne.

Som dirigent ved mødet var det i øvrigt først bestemt, at en af modstandsbevægelsens mest fremtrædende medlemmer, adjunkt P. Grove, skulle have fungeret, men han blev desværre forhindret. Adjunkt Grove var i en af de farligste perioder, lige efter en alvorlig razzia, trådt til som lokalkomiteens formand, og indtil nye arrestationer tvang ham bort, udførte han et modigt og dygtigt arbejde i modstandsbevægelsens tjeneste.

Derpå talte først medlem af lokalkomiteen, civilingeniør Jørgen Poulsen, og bagefter formanden, adjunkt Hegelund Lange, der begge hilstes med varmt bifald. og hver fik overrakt en buket dejlige roser.

Jørgen Poulsen indledede med en hyldest til vores allierede og fremhævede, at vi nu har vundet friheden, retfærdigheden og freden tilbage. Det samme er sket i de to lande, som står os meget nær, Norge og Holland. Samtidig med de allieredes militære fremrykning har modstandsbevægelsen indefra bekæmpet nazisterne og fremskyndet demokratiets sejr i det undertrykte Europa. Tilbage står nu at genopbygge freden, og vi vil håbe, at man på San Francisco-Konferencen må kunne skabe en verdensorden, mere sikker og tryg end den, som efter forrige krig søgtes tilvejebragt gennem Folkenes Forbund. Taleren sluttede med at udbringe et leve for Danmark og de fire store allierede, England, Amerika, Sovjetrusland og Kina.

Adjunkt Hegelund Lange tog sit udgangspunkt i begivenhederne hin 9. april, idet han fremhævede, at størsteparten af os er ansvarlige for den situation, der opstod, da Tyskland brød ikke-angrebspagten med Danmark. Taleren skildrede indrømmelsespolitikken, som fulgte i besættelsens første år indtil 29. august 1943. I mellemtiden var modstandsånden vågnet i vort folk og gav sig stedse tydeligere udtryk, endskønt den til at begynde med måtte kæmpe på en dobbelt front mod fjenden og landets officielle styre. Vor opgave bliver det nu at videreføre den enighedens og samdrægtighedens ånd fra disse kampår, som udsprang af kærlighed til Danmark og vort folkestyre, og omsætte den i fredens gerning. Gør vi det, vil krigens ofre ikke have været bragt forgæves. Med disse ord udbragte han et leve for Danmark.

Foruden ”Der er et yndigt land” sang den store forsamling også de øvrige nordiske landes nationalsange, og den smukke manifestation sluttede med, at Kai Pallesen motiverede et nifoldigt leve for kongen, efterfulgt af kongesangen.