Flygtningenes familier splittes

Den prioritering, de tyske myndigheder havde fulgt ved evakueringen, betød i mange tilfælde, at først de større børn og så – flere dage, måske uger senere – kvinderne, de mindste børn og de gamle blev sendt i sikkerhed, ikke sjældent i flere omgange og til forskellige steder.. Resultatet af denne fremgangsmåde var, at selv om mange blev bragt i sikkerhed, blev langt de fleste familier spredt for alle vinde.

En mor kunne f.eks. sidde med halvdelen af en børneflok i én flygtningelejr uden at vide, hvor de andre børn befandt sig. Måske sad de alene eller sammen med en anden slægtning i en anden lejr i Danmark eller måske et sted i Tyskland, hvis de da overhovedet var i live. Hertil kom så i langt de fleste tilfælde også uvisheden om ægtefællens skæbne.

Gennem en registrering af hver eneste flygtning, et arbejde, som blev startet af Tysk Røde Kors og senere fortsat af de danske myndigheder, blev der gjort en stor indsats for at finde forsvundne familiemedlemmer. Men talrige vanskeligheder gjorde arbejdet svært. F.eks. skete det, at samme persons navn ved en fejl blev stavet forskelligt på forskellige kort, eller også blev forskellige personer med samme navn sat i forbindelse med forkerte ”slægtninge”. For slet ikke at tale om de mange tilfælde med børn, der var for små til at kunne stave til eller blot kende deres forældres efternavn, deres oprindelige adresse osv. osv.

På denne baggrund er det ikke svært at forstå, at mange aldrig blev genforenet med deres familier. Efter 3 års forløb var det således kun lykkedes at finde frem til halvdelen af de eftersøgte; men dette er dog alligevel en stor præstation i betragtning af vanskelighederne.