Modstandsgrupperne

Der var på landsplan formentlig omkring 49.000 medlemmer af modstandsbevægelsen, når man tæller ”de sidste dages hellige” med. Tallet er dog ret usikkert og bygger i en vis grad på skønsmæssige oplysninger. Hertil kom yderligere omkring 3.000 mand i Den danske Brigade, som befandt sig i Skåne, og som var trænet og udrustet med henblik på at blive sejlet over Sundet og indsat i besættelsens slutfase, hvis der skulle blive behov derfor.

I London havde det allierede hovedkvarter, SHAEF (Supreme Headquarters Allied Expeditionary Forces), længe i forvejen udarbejdet planer for, hvad disse styrker skulle foretage sig, hvis krigens sidste fase kom til at udvikle sig på et antal tænkte måder. Det helt store spørgsmål var, om de tyske tropper ville overgive sig uden kamp, eller om det i sidste øjeblik skulle komme til regulær krig på dansk jord. Mange modstandsfolk var indstillet på kamp, også selv om det måtte have stået klart for enhver, at man i direkte kamp med tyskerne ville komme til kort, den manglende træning og sparsomme bevæbning taget i betragtning.

Som bekendt kom det til at foregå på den lette, men udramatiske måde. Og med henblik på den situation havde SHAEF i en forholdsordre til modstandsbevægelsen (forholdsordre nr. 2, punkt 10) bestemt, at modstandsgrupperne skulle sikre opretholdelsen af ro og orden, herunder bevogte af alle vigtige bygninger og steder og beskytte dem mod eventuelle desperate aktioner fra eventuelle, yderligtgående gruppers side. 

Hertil havde Frihedsrådet så tilføjet en ordre om, at man i lyntempo skulle foretage anholdelse og indespærring af de danskere, som den ene eller den anden måde var gået tyskernes ærinde. Arrestationslisterne lå klar.