Modstandsbevægelsen

Der var på landsplan ca. 49.000 medlemmer af  den underjordiske hær.  Kun ca. halvdelen af dem havde våben og ammunition, og mange manglede den mest grundlæggende militære uddannelse og træning. Man skal her huske på, at modstandsgrupperne jo arbejdede i dybeste hemmelighed, og at både erhvervelse af våben og praktisk træning var både farlige og vanskelige ting at beskæftige sig med.

Derfor var det nok egentlig meget godt, at den tyske overgivelse skete, uden at det kom til kamp for modstandsbevægelsens vedkommende, også selv om mange af folkene blev skuffede. Det kan måske lyde mærkeligt, at de blev skuffede over ikke at skulle i kamp, men det hænger sammen med, at de jo egentlig havde meldt sig ”under fanerne”, fordi de gerne ville være med til at smide tyskerne ud af landet.

Som det gik, fik modstandsgrupperne ordre til at handle efter indholdet af ”Forholdsordre nr. 2 punkt 10”, og hvad det er for noget, er let at forklare.  Forholdsordren var udarbejdet af det allierede hovedkvarter i London engang i februar 1945, altså længe før nogen vidste, hvordan krigen ville slutte, og den indeholdt i en række punkter forskellige ordrer til modstandsbevægelsen om, hvordan den skulle forholde sig i en række tænkte situationer. ”Punkt 10” dækkede netop situationen, hvor tyskerne i Danmark nedlagde våbnene uden kamp, og i den situation indskrænkedes modstandsfolkenes opgaver sig til 2 ting: 1) arrestationer af stikkere og andre, som havde arbejdet lidt for meget sammen med tyskerne, og 2) bevogtning af vigtige bygninger og steder. Når forholdsordren kaldtes ”nr. 2”, er det, fordi den afløste en tidligere ordre fra året før.