Kapitulationen

I krigens sidste dage var der sket et skift i den øverste tyske ledelse. Adolf Hitler havde begået selvmord i Førerbunkeren i Berlin den 30. april, og den 1. maj udnævntes storadmiral Dönitz til hans efterfølger. Det var Dönitz, der fra sit nordtyske hovedkvarter tog kontakt til Montgomery om en delvis tysk kapitulation. Forhandlingerne resulterede den 4. maj kl. 18.30 i, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og Danmark overgav sig til Montgomerys styrker med virkning fra den følgende dag kl. 08.00.

Bemærk: Tyskerne overgav sig ikke til danskerne, men til englænderne. Denne vigtige detalje, var der en del på det lokale plan - både modstandsfolk og andre -  som ikke havde styr på i første omgang. Dette skyldtes først og fremmest den tids langsomme kommunikationssystemer.

Ved kapitulationen faldt der ro over det store spørgsmål om, hvorledes afslutningen ville komme til at forløbe, og generaloberst Lindemanns krigeriske erklæringer viste sig altså at være uden betydning, da det kom til stykket.

Meddelelsen om kapitulationen kom til danskernes kendskab via BBC, som bragte den i den daglige udsendelse til Danmark kl. 20.30. Nyheden var ikke nået frem, da udsendelsen begyndte, og den nåede først frem til studiet ca. 5 minutter inde i programmet, hvor speakeren, Johannes G. Sørensen, får en seddel lagt ind i studiet. Da det sker, holder han en kort pause for at sætte sig ind i meddelelsen, som han så læser op og udløser glædesdemonstrationer overalt hjemme i Danmark.

De engelske styrker lod i øvrigt vente på sig. Ganske vist landede den britiske general Dewing og 100 soldater i Kastrup den 5.maj om eftermiddagen, men først den 7. maj kørte de forreste engelske kolonner over grænsen i Sønderjylland. De havde dog ikke travlt, og deres antal var beskedent, for når det kom til stykket, var det hele jo faktisk overstået.

Ligesom i resten af Danmark festede man også på Bornholm den 4. maj om aftenen. Der var jo intet i kapitulationsbestemmelserne, som stillede denne del af landet anderledes, så hvorfor ikke?  Men da russerne den 7. maj uden varsel bombede centrale dele af Rønne og Neksø, gik det op for alle, at situationen iflg. russerne åbenbart alligevel ikke var den samme på Bornholm som i resten af Danmark. Det endte med, at russerne – og ikke englænderne – besatte Bornholm, uden at man i København havde nogen anelse om, hvorvidt de ville forsvinde igen eller hvornår. Først den 5. april det følgende år forlod den sidste russiske soldat øen.